Ingen ved præcist, hvor gammel Vadstrupgaard er. Man ved, at stedet var bolig for den svenske kommandant under svenskekrigen 1657-60, og der går historier om skudhuller i hoveddøren fra den periode. I 1775 nedbrændte den daværende Vadstrupgaard, men blev genopført kort efter. I sin nuværende skikkelse har Vadstrupgaard stået siden restaureringen i 1907, som af C.F. Danneskiold Samsø blev iværksat, da komtesse Clara Henny Danneskiold skulle have bolig på gården. Efter hendes død i 1954 beboes gården af skiftende lejere frem til år 2000, hvor Vadstrupgaard bliver solgt fra Brattingsborg gods, renoveret og indrettet af de nuværende ejere. Navnet Vadstrup 1771 er valgt efter et af de år i stedets historie, hvor beretningerne fortæller om fremgang og vækst.

Dengang folkeholdet var større.jpg

butik

Hvor der i den gamle viktualiekælder gennem tiderne har stået saltkar og er blevet kværnet smør, har vi indrettet et lille udsalg af vin, olier og andre specialiteter fra Italien, samt div. hjemmelavede pesto'er, marmelader og friskbagt brød.

Åben i perioden 1. maj til 1. oktober 2018

Maj: fre-lør kl. 15 - 17

Juni, juli og august: Tir-lør kl. 15 - 17

September: fre-lør kl. 15 - 17

 

 
Kælder butik.jpg
 

“Andre har skrevet lidt om Vadstrup1771”


Samsø - Danmarks køkkenhave

Af Johnni Balslev, 22. juni 2015 rejseliv@berlingske.dk (Udsnit af artikel)

 
Dansk sort hummer, tomat rebellion, rød piement & vanilje samt vilde blomster fra samsø. Kreeret af Mathias Sørensen. Foto: Johnni Balslev

Dansk sort hummer, tomat rebellion, rød piement & vanilje samt vilde blomster fra samsø. Kreeret af Mathias Sørensen. Foto: Johnni Balslev

 

Midt i det kønneste landskab med skov, marker og søer ved Onsbjerg drejer vi ind foran den store herregård Vadstrup med sort bindingsværk og hvide vægge.

Det sympatiske værtspar, billedkunstneren Rie Toft og lydmanden Paul Hammann, tager venligt imod os. Jeg får et gavlværelse med loft til kip, blottede bjælker og flot udsigt over en sø i den parklignende have.

Vadstrup 1771 har en spændende butik med lokale produkter, et keramikværksted hvor Kristel Tue er på gæstevisit og et stort lyst galleri, hvor Rie Toft udstiller egne kreationer og har plads til skiftende udstillinger.

Der går ikke lang tid, før roen sniger sig ind på en. Efter fem hoteller på 10 dage kommer der endelig ro på. Vadstrup er et sted til afslapning og en god base for ture rundt på Samsø.

Om aftenen bænkes vi til et festmåltid kreeret af den unge kok Mathias Sejer Sørensen. Han slår normalt sine folder på Kong Hans i København, men nyder nu at finde lokale råvarer til sin mad på en gæstevisit i sommermånederne.

Der er andægtig stilhed omkring bordet, mens Paul Hammann supplerer med smagfulde vine. Rigtig mums.

 

Vadstrup 1771 har keramikværksted og butik i bygningen til venstre. Desuden et flot galleri med Rie Tofts egne værker og skiftende udstillinger.Foto: Johnni Balslev

Vadstrup 1771 har keramikværksted og butik i bygningen til venstre. Desuden et flot galleri med Rie Tofts egne værker og skiftende udstillinger.Foto: Johnni Balslev


SAMSØ FOR VOKSNE

Artikel af: Eva Baré - Aug 05 2015

Pension med stilhed

Men Samsø er også stilhed. Den naturlige stilhed, som kun findes på en ø, hvor der er flere cykler end biler, hvor lærken slår triller i den høje morgenluft, og hvor byens larm og stress pludselig kan føles så langt borte, at man kan høre sit eget hjerte slå.

Sådan en stilhed finder man bl.a. på den smukke trelængede gård Vadstrup 1771. Her bor kunstnerparret Rie Toft og Poul Hammann, og sammen har de her skabt en overnatnings-oase med blot 12 værelser og en udsigt, der minder om et guldaldermaleri.

Her kan man bo helt uden tv og radio, få serveret den lækreste morgenmad og ditto middag – for parret har ansat den unge ”Kong Hans kok”, Mathias Sejer Sørensen for sommeren, og ellers bare være til –  i en guddommelig have, kun akkompagneretaf naturens egne lyde.

Opdage hvordan fuglenes sang er forskellig, alt efter om det er morgen eller aften, lytte til vindens susen i de store træer og kornet på de omkringliggende marker og måske dyrke en omgang stille yoga i haven om morgenen, mens det hele vågner langsomt som et åndedræt.

Vadstrup 1771 har oprindelig været ejet af godset Brantingborg, og de nuværende ejere har brugt mange kræfter på at restaurere den smukke gamle gård, som i dag også indeholder Rie Tofts galleri og keramikværksted, og det er luksus på den anderledes måde.

Ikke alle værelser har eget bad, nogle deler med andre, og spejle er der heller ikke mange af. Men skønhed, stilhed, nærvær, sikker stil, ro og anderledeshed – det er der rigtig meget af.


Politiken

REJSER 10. APR. 2014 af Poul Husted

Hoteltjek: En oase i hjertet af Samsø

Det bliver ikke meget mere idylisk end på Hotel Vadstrup 1771 på Samsø.

At sidde i havekrogen på Hotel Vadstrup 1771 på Samsø med en kop kaffe en tidlig morgenstund med guld i mund og nyde udsigten til kornmarker, mens fuglene synger, og værtinden forbereder morgenmaden, er ren idyl.

Tættere kommer man næppe på et dansk paradis.

Betonskulpturerne i haven beviser, at menneskets kunstneriske evner også kan skabe paradisiske stemninger og oplevelser.

Skulpturerne og Vadstrups galleri er ikke nogen tilfældighed for sommerhotellet i den gamle bindingsværksgård drives af keramiker og billedkunstner Rie Toft og hendes mand lydtekniker Paul Hammann.

Siden 2000 har parret drevet en kombination af sommerpension, galleri, cafe, møde- og konferencefaciliteter, et godt køkken og ikke mindst refugium.

Værelse
Gavlværelse 7 er rustikt med skråvægge og hanebjælker. Her er hverken tv, radio eller telefon, og vækkeur er heller ikke nødvendigt, for med åbne vinduer strømmer fuglesangen ind, så snart det bliver lyst.

Nummer 7 er sparsomt indrettet, men der er en lille hyggekrog og en stor læderlænestol, hvis gæsten trænger til lidt ensomhed i selskab med en god bog. Hvis gæsten ikke selv har en bog med, er der et stort loftslokale lige uden for nummer syv med bøger, kunst og en gammel B&O Beogram 1000 grammofon, som ingen heldigvis bruger under Rejsers besøg.

Mad og drikke
Italien har inspireret værtinden i køkkenet, men gode råvarer fra Samsø er også en naturlig del af serveringerne.

Under Rejsers ophold serverede Rie Toft ingefærsgravad oksekød med hvide asparges og ramsløg; lammeskank med grønne og hvide asparges med timianstegte gulerødder samt tomat og rabarber marineret i ingefær plus nye kartofler. Desserten var panna cotta med kvædesirup og -blomst.


  • Jyllandsposten  24.06.2011

Få kilometer vest for Besser har den århusianske lydmand Paul Hammann og billedkunstneren Rie Toft formået at kombinere deres gamle erhverv med at overtage den flere hundrede år gamle bindingsværksgård Vadstrup, sat bygningen i stand med 11 værelser og indrettet en eksklusiv pension, café og galleri i Vadstrup 1771. 

Den hvidkalkede gård med sort bindingsværk og en parklignende have var oprindelig en del af Brattingborg Gods, og ifølge Paul Hammann emmer bygningerne af historie. 

»Den svenske kommandant skulle have boet her, da svenskerne havde besat øen under svenskekrigene,« fortæller Paul Hammann, mens han viser rundt. 

En gruppe på 12 amerikanere, der har været på Samsø for bl.a. at besøge øens energi-akademi, har netop tjekket ud, men nye gæster venter forude. Ikke mindst i forbindelse med golfbanens Ecco-turnering. 

Vadstrup 1771 har ligesom de fleste andre små Samsø-hoteller åbent fra påske til efterårsferie.

»Det er en perfekt kombination,« mener den anerkendte lydmand, der sammen med sin hustru også driver en delikatesse-butik i de gamle bygninger, ligesom Rie Toft har sit galleri, hvor bl.a. billedkunstneren og rockmusikeren Lars H.U.G. udstiller i denne sommer.


  • Politiken 2002

  • Stress, stress, stress. Kopimaskinen bryder sammen, man kan ikke finde ud af at skifte ringetonen på mobilen og må modvilligt leve med, at bip-versionen af Rollo & Kings værste hundehit er blevet hverdagens frygtelige følgesvend. Hjernen er ved at kortslutte, men kalenderen er ligeglad. Den ligger stadig på bordet og skriger sine aftaler op fra de tætskrevne sider.

    Drømmen melder sig om tid til fordybelse, at læse verdens tykkeste bog, koncentrere sig om at få skrevet oplægget til konferencen, male den Per Kirkeby -kopi, man altid har drømt om, eller bare tage et sted hen, hvor man ikke kan foretage sig andet end at slappe af.

    Løsningen er vokset op af Samsøs kartoffelmuld i form af Vadstrup 1771, som har til formål at pirre tankerne og lade de udtjente batterier op.

    Ideen om Vadstrup 1771 er inspireret af flere ophold ved det danske institut i Rom, hvor kunstneren Rie Toft så fordelene ved at have et sted, hvor man kunne fordybe sig i ro og fred.

    I vinteren 2000 tog de skridtet og købte den gamle Vadstrupgård, der ligger mellem Onsbjerg og Torup, og de har på rekordtid omdannet den gamle hyggelige bindingsværksbygning til afslapningsoase.

    Vadstrupgårds historie kan spores helt tilbage til 1600-tallet, og at huset har sjæl, er der ingen tvivl om. Dog kan der herske tvivl om, hvorvidt gården nogensinde har fremstået mere pragtfuld. De nuværende ejere skal roses for at have holdt stilen i renoveringsprocessen og dermed vist den gamle gård respekt.

    Vadstrup 1771 fungerer i sommermånederne som ‘bed and breakfast’.

    Værelserne er æstetisk indrettet, og de er alle lyse og forskellige. Der er kunst på væggene udført af Rie Toft selv, og møblementet vidner om, at der er tænkt på detaljerne. Omdrejningspunktet er det store atelier, hvor lyset brager ind af de store vinduer.

    Efter aftale kan atelieret bruges som møde- eller konferencelokale midt imellem alle de store lærreder og små pensler. Det er i det hele taget kunstneren og hendes kunst, der har sat sit præg på stedet. Rie Tofts oliemalerier, lerfade og krukker kan ses og købes i galleriet.

  • ØEN I MIDTEN

    Samsø rejser sig fra bølgerne som et fikspunkt på Danmarkskortet. Midt i Kattegat lige langt fra Fyn, den jyske kyst og Sjælland. Øen er for de fleste mest kendt for den store produktion af kartofler og grøntsager, en lille musikfestival og den enlige strisser.

    Samsø er et turistparadis, som øglade danskere og udlændinge valfarter til for at nyde de afslappende omgivelser og den smukke natur. Det kræver en færge at nå Samsø og hvilken glæde. Færgesejlads er ren nostalgi, og med de nye broer kan man faktisk savne de små sejlture, med den forbløffende udsigt og tvivlsomme grillsnask.

    Det gode ved en rejse på havet er, at man virkelig føler, at man kommer væk. Man har helt konkret foretaget en rejse, og det er faktisk en afslappende tanke.

    Vel ankommet til Samsø tager det ikke lang tid at komme til Vadstrup 1771, og som storbymenneske er der ikke noget som et gensyn med den natur, man havde en urolig fornemmelse af ikke længere eksisterede.

    Vadstrup 1771, ligger på en lille vej omkranset af marker, små vandhuller og skove. Det er stilhed, der vil noget, og der går mindst et par timer, inden ‘bare lyden af én enkelt bil’-abstinenserne forsvinder, og man kan slappe helt af.

  • UDE, MEN HJEMME

    Malerkurser, oplæsning, vinsmagning, konferencefaciliteter, sommerpension, galleri, cafe og refugium i rolige og afslappende omgivelser er, hvad Vadstrup 1771 har printet på visitkortet, og en weekend i skovens dybe stille ro holder, hvad den lover.

    Vadstrup 1771 fokuserer på det personlige og appellerer til gæster, der vil bryde grædende sammen ved synet af et gråt Scandic Hotel. Her bor ejerne selv i en afdeling af huset, og det kan mærkes. Man bliver forkælet, som var man hjemme hos mor, og maden er et kapitel for sig.

    Poserne under øjnene forsvinder lige så hurtigt som Jägermeister i jagtsæsonen ved synet og smagen af uforfalsket hjemmebag og Samsømælk fra det lokale mejeri.

    Og man skulle tro, at Den Gamle Fabriks fiktive reklamer var blevet til virkelighed, når tænderne sættes i den hjemmelavede syltetøj fremstillet af Rie Tofts mor. Man skal med andre ord kigge langt efter den sædvanlige morgencomplet med kemisk fremstillet marmelade, gummiost, udrikkelig kaffe og dybfrostbrød. Det er også muligt at spise frokost og aftensmad i cafeen.

    Om aftenen kan tiden fordrives i de gamle hyggelige stuer, hvor man kan læse og spille spil og stimulere den indre kreativitet. Men står den ikke kun på afslapning, kan man på Vadstrup 1771 virkelig få noget fra hånden, hvis det er det, man har brug for. Der er små kroge, hvor man snildt kan sidde i fred og ro og arbejde, og flere af de syv dobbeltværelser har både bord og stol, hvis arbejdet kræver det.

    Sidst i september lukker sommerpensionen blot for at åbne dørene for kunstnere, forskere og andre interesserede, som har brug for en periode, med fordybelse i ro og fred. Men refugiet er ikke kun for kunstnere og videnskabsmænd. Det tilbyder generel afslapning for alle.

    Sommerpensionen og cafeen er åben fra påske til oktober. Uden for højsæsonen fungerer stedet som refugium for kunstnere, videnskabsmænd, åndsarbejdere og andre interesserede. Vadstrup 1771 bruges også i forbindelse med konferencer og kurser. Helpension arrangeres til grupper, hvor prisen aftales alt efter arrangementets karakter.